Privatlivspolitik
Udgave af 27. oktober 2026
Beta: virksomhedsoplysningerne nederst er pladsholdere, til selskabet er registreret.
Varve gør det, du siger, til tekst. Her står, hvad vi gemmer om dig, hvorfor, hvor det ligger, hvor længe vi gemmer det, og hvad du kan gøre ved det — i almindelige ord.
Hvem er ansvarlig
Varve laves af virksomheden nederst på siden. Vi er dataansvarlige for det, der står her.
Skriv til os om dine data på adressen nedenfor. Vi svarer inden for en måned.
Hvad vi gemmer, og hvorfor
- Din konto: navn, e-mailadresse og hvordan du logger ind (en adgangskode, som kun gemmes som hash, eller en passkey). Så du kan logge ind. Grundlag: vores aftale med dig (GDPR art. 6, stk. 1, litra b).
- Det, du optager: lyden, teksten, titler, resuméer, opgaver og påmindelser. Det er selve tjenesten. Grundlag: vores aftale med dig (art. 6, stk. 1, litra b).
- Det, en optagelse kan afsløre: det, du siger, kan rumme helbredsoplysninger, CPR-numre eller andet følsomt. Vi leder ikke efter det og bruger det ikke; vi gemmer det kun for dig, fordi du udtrykkeligt sagde ja til det ved første brug (GDPR art. 9, stk. 2, litra a; for CPR-numre databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 2).
- Dine indstillinger: sprog, tidszone og tema, så alle dine enheder viser det samme — og, så længe du ikke har valgt en tidszone, den, din telefon eller browser står i, så «i morgen kl. 10» i en optagelse betyder kl. 10 dér, hvor du er. Grundlag: art. 6, stk. 1, litra b.
- Dit samtykke: hvilken udgave af teksten du accepterede, og hvornår, så vi kan vise, at du gjorde (art. 7, stk. 1).
- Forbrug: hvor meget lyd du har sendt, og hvor meget sprogmodellen har arbejdet for dig, så planens lofter holdes. Grundlag: art. 6, stk. 1, litra b.
- En tjeneste, du selv forbinder: vælger du at lade Varve hente dine optagelser fra en anden tjeneste, du bruger, gemmer vi den nøgle, du giver os, krypteret, og en liste over hvilke optagelser vi har hentet, så ingen kommer to gange. Optagelserne gemmes derefter som dine egne. Grundlag: art. 6, stk. 1, litra b. Afbryder du forbindelsen, slettes nøglen med det samme.
- Sikkerhed: login-hændelser med IP-adresse og browser, så ingen kan gætte sig ind på en konto. Grundlag: vores legitime interesse i sikre konti (art. 6, stk. 1, litra f).
- Fejlrapporter fra appen og weben: kun hvis du slår dem til i indstillinger under Privatliv (de er slået fra, til du gør). En rapport rummer appens version, din telefons model og Android-version (fra weben: sidens adresse uden det, du søgte efter), og hvor i koden det gik galt. Den rummer intet af det, du har sagt, og intet navn, e-mail, IP-adresse eller id. Grundlag: dit samtykke (art. 6, stk. 1, litra a), som du trækker tilbage ved at slå dem fra.
- Fejlrapporter fra vores servere: hvilken del af Varve der fejlede, og hvor i koden, uden noget af det, du har sagt, og uden navn, e-mail, IP-adresse eller cookie. Grundlag: vores legitime interesse i en tjeneste, der virker (art. 6, stk. 1, litra f).
Hvor det ligger
Alt gemmes og behandles i EU. I betaen står vores servere i Danmark.
Resuméer, opgaver og påmindelser laves af en sprogmodel hos Scaleway i Paris, som arbejder for os som databehandler. Det samme gør svarene, når du spørger på tværs af dine optagelser, og søgningen bag dem: hvert stykke af din tekst sendes til Scaleway og gøres til tal, vi kan søge i efter betydning. Scaleway træner ikke modeller på teksten og gemmer den kun, hvis noget går galt i driften, og højst i to uger.
Vores e-mails (invitationer, bekræftelser, ny adgangskode) sendes gennem Scaleway i Frankrig.
Fejlrapporter, hvis du har slået dem til, gemmes i 30 dage på vores egen server i EU.
Skriver du til os om dine data, ligger din mail i en postkasse hos One.com, et svensk selskab, på servere i København.
Forbinder du en anden tjeneste for at hente dine optagelser derfra, beder vi kun den tjeneste om dine optagelser, med den nøgle, du har givet os; hvor den gemmer dem, er en sag mellem dig og den, og den er ikke vores databehandler.
Intet sendes uden for EU og EØS, og vi sælger aldrig dine data eller bruger dem til reklamer.
Hvor længe
- Optagelser, tekst, resuméer, opgaver og påmindelser: til du sletter dem. Intet slettes af sig selv.
- Din konto: til du sletter den i indstillinger. Så forsvinder alt ovenfor på én gang, og kopierne i vores sikkerhedskopier er væk inden for 14 dage.
- Forbrugsposter gemmes til vores regnskab, uden noget der peger på dig, når kontoen er slettet.
- Login-hændelser: op til et år. Fejlrapporter: 30 dage.
Andre i dine optagelser
Når du optager et møde eller en samtale, kommer andres stemmer og ord også med. Sig til dem, at du optager. Varve viser altid, at den optager, og optager aldrig i smug.
Beder nogen dig slette en optagelse, de er med i, kan du gøre det i appen eller på webben.
Dine rettigheder
- Se, hvad vi gemmer om dig, og få en kopi.
- Få noget rettet.
- Få det slettet: en optagelse eller hele kontoen, med det samme i appen eller på webben.
- Få behandlingen begrænset, eller gøre indsigelse mod den.
- Tage det, du har optaget, med til en anden tjeneste.
- Trække dit samtykke tilbage. Så kan du ikke længere optage; det, du har, gemmes, til du sletter det.
- Klage til Datatilsynet (datatilsynet.dk).
Appen
Appen beder om mikrofonen (for at optage), notifikationer (den viser altid, når den optager, og en påmindelse kan ringe) og alarmer (så en påmindelse ringer på minuttet). En optagelse venter på telefonen, til den er sendt, og fjernes fra telefonen, når vores server har den.
Ændringer
Ændres teksten på en måde, der betyder noget, får den en ny udgave, og appen og webben spørger dig igen, før du optager.
Spørgsmål om dine data: privacy@varveapp.com
[Virksomhedsnavn ApS][Vejnavn 1, 0000 By]
CVR [00000000]